Varm i kulden - vær sikker på at din baby er godt klædt på.

Posted: Feb 13 2017

Indtil 3-4 års alderen har små børn svært ved at regulere deres egen temperatur, og de er derfor helt afhængige af korrekt påklædning. Herudover kan de aller mindste heller ikke give udtryk for om de fryser eller har det for varmt, og dette stiller store krav til fornuftig påklædning som regulerer temperaturen, isolerer og giver god varme.

Du er ansvarlig for korrekt påklædning af de mindste og det er dig der skal holde øje med temperatur, nedbør og blæst. I Danmark er der ofte en del temperaturforskelle/svingninger hele året: Om efteråret og vinteren er det generelt koldt og ofte med nedbør. Det danske forår kan svinge rigtig meget i temperatur og i en måned som april ser vi for eksempel både badevejr og snevejr! Sommertiden er ofte skøn og lun, men aftenerne kan være kolde og vi har tit meget regn. Alt i alt er vejret på vores breddegrader meget skiftende og temperaturen kan ændres meget i løbet af en dag. 

Uld er meget velegnet til skiftende vejr og børn i alle aldre. De allermindste ligger både mere stille og giver mindst udtryk for om de føler varme/kulde så her må man mærke efter ofte. Det bedste fingerpeg gives ved at mærke i nakken og hvis der her er en behagelig temperatur er det rigtig godt. Uldbody inderst vil sørge for at huden er dejlig tør og veltempereret. En baby har ofte kolde fingre og fødder og det er helt naturligt at disse er koldere end kroppen. Det er derfor vigtigst at mærke i nakken eller på ryggen når du skal vurdere temperatur. De lidt større børn og tumlinger har et større aktivitetsniveau og skifter ofte mellem aktiv leg og mere stille aktiviteter eller endda en lur. Med uldbody/uldundertøj inderst bliver overskydende varme ledt væk når barnet løber rundt og holdes der på varmen når barnet hviler. 

I den kolde sæson er det praktisk med flere tynde lag uld. Et lag-på-lag princip gør det nemt at regulere barnets temperatur og hvis alle lag er i uld så sikrer du god åndbarhed til huden.

Uldundertøj findes i dag i meget bløde og behagelige kvaliteter. Uldundertøjet er lavet i merinould som er ekstremt blødt og komfortabelt. Gå efter uldundertøj i ren merinould eller en uld & silkeblanding. Uld/silkeblandingen er særlig velegnet til varme børn og til sommersæsonen.  En vigtig pointe med uldundertøj er at det skal  bruges inderst mod huden. I får meget mere glæde af at bruge uld inderst, fremfor en uldsweater yderst over for eksempel bomuld. 

Gode babyråd i vinterkulden:

  1. Brug uld inderst
  2. Brug gerne flere tynde lag i stedet for et enkelt.
  3. Husk hovedet - her taber en baby 30% af kropsvarmen så det er vigtigt med en god uldhue.
  4. Brug varme sokker til fødderne og luffer til hænderne.
  5. Isoler barnevognen mod jordsiden - kulden kommer ofte nedefra så det er skønt at bruge et varmt uldtæppe eller lammeskind i bunden.
  6. Investér i en god køredragt. En køredragt i uld er varm og meget praktisk når baby skal op og ammes, flyttes ind og ud af bil/bæresele/ladcykel.
  7. Hav et ekstra lag tøj med på tur - så er I klar til et lille vejrskift.
  8. Det er vigtigere med uld inderst end uld yderst.

 

Comments

Skriv en kommentar.

Alle kommentarer til bloggen bliver læst inden de bliver lagt op.